Hvor gode er journalister til at bruge de fakta, der findes på nettet?

november 20, 2007

Spørgsmål fra GCI Mannov: Noget af det mest interessante ved web-aviser er den hurtighed, som historier udvikler sig med. Blandt andet i forbindelse med krisehåndtering, som er noget af det, vi arbejder med.

For eksempel fra Dash-flyet lander, til der ligger på noget alle landets nyhedssites, går der måske otte minutter. Man venter ikke længere på morgendagens udgave. Det må skabe et enormt pres på journalister.

Fortæl lidt om det — og har I nogen anelse om, hvor gode jeres journalister er til at bruge den faglige info, der må være rundt omkring på nettet, i blandt andet fora?

Jørgen Schultz-Nielsen, JP: Når man er i denne nyhedsmølle og kan publicere direkte til læserne, så er der nogle historier, der starter og slutter indenfor samme døgn, og det sætter pres på beslutningstagerne.

Politiet i Århus har sat Århus Stifttidende under administration, fordi de ikke vil ringes op af journalister hele tiden. Det ændrer hele mediebilledet, og TV2 News er med til at understøtte hele dette “game”.

Hvis de elektroniske medier ikke havde været der, havde historien om Jelved som favorit til formand for Folketinget nok ikke overlevet til næste dag.

Eva Rymann, TV2: Jeg elsker breaking news. Man skal ændre på sine historier. Når man producerer “on the fly”, skal man være meget kildekritisk og gøre sine brugere opmærksomme på, at tingene ændrer sig, mens historien udvikler sig.

Et eksempel er historien med skyderiet i Finland, hvor der var mange usikre oplysninger i starten.

En god ting er at skrive “Denne artikel opdateres” i bunden af artiklen.

Som redaktion skal man beslutte sig for, hvilke kilder, man tror på og hvilke, man ikke tror på.

På Nyhederne arbejder vi på den måde, at hvis der breaker noget, der skal laves nu, så sætter vi typisk nogle forskelige netværk ud i redaktionen. For eksempel er der en, der tager sig af at finde fakta. Det kan være at få fat i de eksperter, der måtte være.

Der er vi for dårlige til, og vi får af og til henvendelser fra folk, der skriver, at vi for eksempel har brugt et forkert billede.

Troels B. Jørgensen, Berlingske: I vores tilfælde handler det også om, at journalister som helhed skal bruge de afkroge, der er på nettet — for eksempel hvor Dash-flyene bliver diskuteret.

Denne gang lagde jeg mærke til, at journalisterne rent faktisk brugte det, så det er, heldigvis, trængt igennem.


TV på nettet — hvad går det ud på? Hvad skal vi med det?

november 20, 2007

Spørgsål fra Ben fra Røde Kors: Alle nævnte net-tv som et fokusområde. Hvad er det, vi skal se på mediernes hjemmesider? Er det noget, I selv laver, og hvad vil I med det?

Generelt spørgsmål: Hvad definerer Ekstra Bladets bud på TV?

Erling Tind Larsen, Ekstra Bladet: Ekstra Bladets tv er en gigantisk satsning. Egen redaktion, der laver “rigtigt” tv til netfladen. Det koster en utrolig bunke penge, som vi ikke får igen, som det ser ud i øjeblikket.

Noget af det, der skal drive det, er annoncekroner, og vi kigger på, hvordan den optimale annoncering på net-tv er.

Videoklippet “Ekstrababen Heidi i skumbad” er det mest sete klip. Ekstrababen er en videreudvikling af Side 9-konceptet.

Vi ville godt give Side 9- og babe-konceptet noget nyt. Det er klart, at når man både har net, papir og tv til rådighed, så bruger man alle platforme.

Når dette tv-klip bliver taget op, lyder det lidt som om, det ikke er fint nok, som om det ikke er godt nok indholdet. Men en del af det at være Ekstra Bladet er jo også at underholde og vise afklædte piger. Og det er jo et lille udsnit af Ekstra Bladet TV’s indhold, for eksempel lavede vi også nogle små underholdende og skæve indslag under valget.

Ekstra Bladet TV skal ikke konkurrere med DR og TV2. Det kan vi ikke ressourcemæssigt, og det er heller ikke samme målgruppe. Vi spørger os selv, inden vi går i marken, om det er godt tv. Hvis det ikke er det, så laver vi noget andet.

Hvis man kigger på, hvilke historier, folk klikker på, så er det tabloid-historierne og de historier, hvor der står “sex” eller “nøgen” i rubrikkerne. Hvis man vil agere mod det, så er man bange for sine læsere. Man skal ikke lefle for sine læsere, men samtidig skal man lytte til dem. Hvis det er så populært, skal det være en del af indholdet.

Jørgen Schultz-Nielsen, JP: Vi har været i gang siden 2000 med net-tv i større eller mindre grad. Vi har fundet ud af, at man ikke skal lave tv-avis på nettet. Man skal finde sine egne ben at stå på. Som Erling sagde, skal man spørge sig selv, hvorfor man laver tv på en udvalgt historie.

Et af de mest afspillede indslag hos os, er et indslag om verdens grimmeste hund. Det ser jeg dog ikke som et problem.

Det gælder om at finde de eksempler, hvor det levende billede kan understøtte historien i artiklen.

At begynde at lave tv på nettet er lidt ligesom for ti år siden, da vi begyndte på nettet: Vi skal bare i gang og have nogle erfaringer.

Eva Rymann, TV2: Vi har jo en masse kolleger, som kan lave tv til os. Jeg har ikke noget imod, at Ekstra Bladet bringer Heidi i skumbadet, men jeg ville også gerne se Heino i skumbadet.

De historier, vi har mange læsere på lever op til de tre K’er. Krimi, Konge og Kuriota. Og så skal der være nærhed.

Folk er interesserede i politik på web-tv, hvis det for eksempel har en stærk person, eksempelvis når Naser Khader eller Pia Kjærsgaard gør et eller andet.

Troels B. Jørgensen, Berlingske: Jeg har stor respekt for Ekstra Bladet TV. Da man gik i luften i forsommeren så jeg det som det første tv-projekt, der sagde, at man ikke ville lave “tv”, men “net-tv” — tv på nettets præmisser.

Hvis man griber det an på en helt anderledes måde end at tænke dyre studieværter og studier, så kan man bedre illustrere historien og få folk til at sende det til hinanden.


“Uden brugerne, ingen helte” - Eva Rymann, TV2

november 20, 2007

Eva Rymann (TV2) er redaktionschef for Nyhederne, Krimi og 1234 | Dine nyheder. Hun sidder også i chefredaktionen på TV2 Nyhederne.

De virkelige helte er ikke os netjournalister, men brugerne derude. Det skal vi huske: Uden brugerne, ingen helte.

Hvis vi har glemt brugerne i den kommende udvikling, kan man lige så godt sætte sig til at lave noget andet.

Vores organisation på TV2 Nyhederne er meget ligesom en rumstation, og vi arbejder meget med et begreb, vi kalder 360 grader rundt. Mine 12 medarbejdere arbejder sammen med morgen-, dag- og aftennyhederne.

I newsroom efter 9/11
I 2001, efter 11. september, flyttede vi ind i newsroom. Det gør en meget stor forskel for os, og vi er en del af nyhedsdesken. Det betyder, at vi har en meget høj grad af integration, og vores kolleger ved hele tiden, hvad vi arbejder med.

Vores journalistiske koncept er bygget omkring de værdier, som TV2 Nyhederne har: Nærhed, personlighed, handlekraft og udvikling.

Handlekraft er den letteste i forhold til nettet, for eksempel “breaking news” — eksempelvis valgaftenen, hvor vi hele aftenen sidder og opdaterer.

Nærhed handler meget om hvem, der er valgt der, hvor du bor.

Video og brugerindhold i fremtiden
Vi har begået mange fejl med TV2 Sputnik, og vi er ved at lave det om. Det gør vi bl.a. med videoklip på den enkelte artikel.

Vores kendemærke skal være, at vi er i øjenhøjde. Det betyder, at vi vægter de historier, der kommer folk rigtig meget ved.

Den mest afgørende faktor er det “tryllestøv”, som brugene tilføjer. Vi tager det med, som brugerne tilføjer, og det er alt muligt. Brugerne kommer også med konkrete inputs til journalistikken. Det kan for eksempel være seerne, der stiller spørgsmål, som vi stiller videre.

Folk kommer med meget kloge og væsentlige inputs i forhold til, hvad jeg havde forventet. Vi kan faktisk bruge 80 procent af det indhold, vi får fra brugerne.

* * * * * *

Om TV2.dk